tirsdag den 19. april 2011

Ballet Mécanique

Martin Hall og Morten Versner

Ballet Mécanique (1979-1982) var et dansk post-punk/punk band, bestående af sanger og multiinstrumentalist Martin Hall (på bl.a. guitar og flygel), trommeslager Michael Karshøj og bassist og violinist Morten Versner.

Genremæssigt arbejdede Ballet Mécanique indenfor post-punken med sporadiske regulære punk-elementer. Denne genrebeskrivelse er dog ikke helt dækkende for bandet, der eksperimenterede bredere og tydeligt skubbede til de genremæssige grænser.

Michael Karshøj
Ballet Mécanique's mangefacetterede musikalske udtryk var inciterende, overlagt monotont (det lå i tiden) og legende/fabulerende. Musikken spillede på mange følelsesmæssige tangenter som sørgmodighed, desperation og "skørhed" som udtryk for afmagt/disillusion, og numrene vekslede ofte arrangementsmæssigt mellem struktur og styret opløsning.

Bandet og ikke mindst den nemt genkendelige vokal havde en umiskendelig britisk tone. Ballet Mécanique skabte deres eget unikke og komplekse musikalske univers med intellektuelle/tænksomme/reflekterende tekstmæssige over- og undertoner.

Ballet Mécanique spillede bl.a. til de stort anlagte punkfestivaler Concerto de Nobrainos insanos (1980) og Nosferatu Festival (1982).

Morten Versner
En tidlig inkarnation af bandet hed "Identity" og spillede til Concert Of The Moment (1979). Identity var stort set samme band som Ballet Mécanique blot med Henrik Nordahl på trommer i stedet for Michael Karshøj.

Ballet Mécaniques debutkoncert var sansynligvis i Rockmaskinen den 9. februar 1980 (Identity's debut var til Concert of the Moment den 9. november 1979). Martin Hall opløste Ballet Mécanique ved at læse en opløsningsdeklaration højt for publikum under bandets sidste koncert på det hedengangne spillested Saltlageret den 15. oktober 1982.

Bandnavnet "Ballet Mécanique" er taget fra Fernand Léger's eksperimentalfilm fra 1924 af samme navn. Titlen på bandets debutabum "The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation" er en tekstbid hentet i første afsnit af det Det Kommunistiske Manifest.

Forsanger Martin Hall skrev bl.a. i det danske punk-fanzine Iklipsx.

Bandet udgav 7" singlen "Avenues of Oblivion" (Better Day Records 1980) samt de to albums "The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation" (CBS 1981, Sony BMG 2006) og "For" (CBS 1982).


Ballet Mecanique til Nosferatu Festival, 1982


Ballet Mécanique "Leathern" fra bandets debutalbum fra 1981 (stillbillede video)


Ballet Mécanique "An Attempt of Interruption" fra bandets debutalbum (stillbillede video)

1 kommentar:

  1. Jeg har en single 7" hvor a-siden hedder intellectual self-mutilation, b-siden er Leathern(live)

    Den kan foldes ud og har nr.203, der er kun lavet 500 stk.
    Mvh - Lemmy

    SvarSlet